Godt det ikke var en haste opgave...

...for det har taget mig 2 år at tage mig sammen til af få broderet navn på niecens dåbskjole. 2 år hvor jeg har gået og funderet over hvordan det kunne gøres pænt. Det hjælper just heller ikke på præstationsangsten at hende der har startet med at brodere navne på kjolen var en ældre dame som bestemt ikke var en novice på området, for hold da k... hvor det flot lavet. Der kan jeg godt mærke at jeg mangler et par års erfaring eller 50 på området.

Men jeg er blevet tilfreds, nok mest med syningen, skriften er ikke helt blevet som hende den ældre dames, men det kan vel læres.

Grunden til at jeg endelig fik taget mig sammen er fordi min søster ringede i sidste uge og spurgte om hun kunne hente den. Kjolen hører til i min svogers familie og der var en der skulle bruge den lige om lidt. Jaeh, måtte jeg svare, så måtte jeg ellers finde en løsning på problemet. Det gik jo, heldigvis, meget godt.

Til mine egne børn har jeg strikket en dåbskjole, jeg ville gerne have vist jer den, men den ligger i en af de 8 flyttekasser vi har stående i gangen fra drengenes værelse, ting der bare står og venter på at værelset bliver færdigt. Ligenu venter halvdelen af loftet på at at komme op, væggene skal males igen, gulvet skal ligges, vinduet skal males og først herefter skal vi til det sjove med indretning og det lidt mere kreative. Mon ikke vi når det hele en dag, gerne inden at de bliver så store at de flytter hjemmefra.

god lørdag, maja

Opdatering: Et billede af den ældre dames broderier kommer her til sammenligning.

Det er lidt svært at tage ordenlige billeder af den lyserøde på hvid baggrund på denne danske sommerdag.