Kniplerier

Efter lidt tiltrængt oprydning i nogle flyttekasser som ikke har været åbnet de sidste 3 år fandt jeg denne lille skat, et bogmærke jeg har kniplet sammen med min farmor.

Det er det første jeg kniplede og det foregik med hendes konstante hjælp, hun veg ikke fra min side hele den eftermiddag. Jeg må have været 13 år. Det næste jeg kniplede var blondekanten til det lommetørklæde jeg skulle bruge til min konfirmation, denne gang hjalp hun mig bare igang og hjalp mig rundt om hjørnerne.

Min farmor lærte kun mig at kniple, ikke hendes datter eller mine søskene eller kusiner, kun mig, og det betyder utroligt meget for mig, ikke at jeg er den eneste der har lært det, men at jeg har haft rigtig mange timer kun hende og mig. Der blev sjældent snakket og slet ikke om noget med følelser eller noget der gjorde ondt, bare det at være sammen, det er nok det jeg savner mest. For 4 år siden blev hun så dement at hun ikke kan huske de mest basale ting såsom at spise når man er sulten, hun endte med at blive indlagt for at få hende til at tage på, hun glemte også at hun var kæderyger og har ikke røget siden. Hun glemte desværre også alt der hedder håndarbejde og kvinden der altid havde noget i hænderne havde nu kun strikketøj liggende til pynt. Jeg har ikke kniplet siden hun kom på plejehjem, det gør for ondt, jeg tænker for meget, specielt på hende. Hun hjalp mig med at starte noget nyt op inden inden blev syg, jeg var 14 år, jeg er nu 29 og jeg tror måske jeg er halvvejs, men mere om det en anden dag.