Jeg havde et helt andet formuleret i mine tanker, noget om min farmor, om hendet sygdom og død, men jeg kan ikke rigtig få de rigtige ord sat på mine følelser. Hvad end jeg skriver kan det ikke bekrive den tomme fornemmelse jeg har helt inde hvor det bare gør ondt. Og ja, jeg ved godt at det var det bedste for hende, hun har fred nu. Og ja, jeg ved også godt at den farmor jeg kendte og elskede ikke var den farmor der var tilbage, at det bare var en tom skal. Men det gør sgu stadig ondt, som en fysisk smerte der ikke vil gå væk ligemeget hvad jeg gør.
Hun blev begravet i torsdags, det var hårdt. Hårdt at tænke på at hun lå, spinkel som hun var, inde i kisten. 6 af hendes 7 børnebørn bar kisten ud, vi tudede hele vejen, ja, nærmest hulkede. Jeg vil savne hende altid. Jeg ved også godt savnet bliver mindre med tiden, det ved jeg bare ikke om jeg har lyst til for hun vil for altid være en del af mit liv.
Kære farmor
Jeg savner dig, jeg savner de timer vi havde sammen og det du betød for mig.
Jeg beundre dig dit livsmod og livslyst, at hvergang skæbnen spændte ben kom du kun stærkere tilbage. Og skæbnen har spændt ben, du har mistet mange, for mange.
Jeg ved at du elskede din familie, vi elskede dig, du vil altid have en særlig plads i mit hjerte.
Så fandt jeg alligevel nogle ord, ord der måske ikke helt 100 % beskriver hvordan jeg har det, men måske et godt stykke af vejen.
Tak til dig der læste med så langt, det hjalp at få lettet mit hjerte.
Maja
Ingen kommentarer:
Send en kommentar