onsdag den 21. december 2011

Hæklet nissehue

Jeg har begået mig en nissehue. Jeg skulle til julefrokost i fredags og vi skulle alle have noget rødt på, og hvad ville mere julet i rødt end en nissehue. Købe ville jeg ikke, der måtte være andre muligheder. Jeg gik i garnkassen og fandt 160 g merciriceret bomulds garn i den dejlige røde farve. Jeg greb hæklenåle i forskellige str. og gik igang, jeg gjorde således:

julerødt garn, hæklenåle i str. 6, 5, 4, 3,5 og 3

- Lav ca. 80 luftmasker på hæklenål str. 6 eller så det passer med dit hoved, det skal bare være delebart med 4.
- sammel ringen med en kædemaske (km) i den første luftmaske (lm).
- 1. omgang; fastmaske (fm) i alle lm
- 2 omgang; 3 lm (for at komme op i højden) 4 stangmasker (stm) i samme fm som de 3 lm, *spring 1 fm over, 1 fm i næste fm, spring 1 fm over, 5 stm i næste fm* gentag *-* omgangen ud, sammel omgangen med en km i øverste af de 3 luftmaske.
- 3. (og følgende omgange) km i de første 2 stm. Du skulle nu gerne være i midten af de 5 stm. 3 lm + 4stm i samme stm, foresæt med 5 stm i den midderste af de 5stm fra omg før (altså den næste bue) sammel omgangen med en km i øverste af de 3 lm.

1-6 omgang hækles med nål nr 6
7-12 omgang med nål nr. 5
13-19 omgang med nål nr. 4
20-27 omgang med nål nr 3,5
28-34 omgang med nål nr 3

- 35. omgang; 3 stm på midten af de 5 stm fra omg. før
- 36. omgang; 1 stm på midten af de 3 stm fra omg før.
- 37. omgang; 1 stm i hveranden stm.
sammel spidsen af huen , lav en kvast og fastgør den til huen


Huen tog kun et par aftener at lave, og kan helt klart anbefales som fjernsyns hækleri. Og nissehuer er bare lidt sjovere med et personligt præg.

god fornøjelse

maja

lørdag den 17. december 2011

Drumroll please

Langt om længe har jeg fundet en vinder på min give away. Ud af en bunke sedler trak den lille dreng et enkelt navn. Stort tillykke til Elsebeth. Hvis du sender mig din adresse så, sender dig din pakke.

Tak til alle jer andre der havde lyst til at være med.

tirsdag den 13. december 2011

Husk min give away

Jeg er så glad for at se alle dem der har lyst til at være med i min give away og alle de nye læsere, Velkommen til. Hvis du ikke har tilmeldt dig min give away endnu kan du nå det endnu her.
Det er muligt jeg ikke når at trække en vinder fredag pga. julefrokost fredag, men så gør jeg det når jeg vågner lørdag.

Held og lykke til jer alle.

lørdag den 10. december 2011

Jeg prøver igen

For et stykke tid siden strikke jeg denne og trævlede den op igen fordi den ikke passede pigen. Nu er jeg startet forfra, men med noget andet garn og en del ændringer, bla. er der ikke mønster i trøjen i håb om at jeg kan få  den færdig inden juleaften. Jeg sidder og laver noter undervejs i tilfælde af at den falder i så god jord hos niecen (og hendes mor) at der skal laves en toer. Hun har godkendt modellen indtil videre.

Garnet er Ciao Trunte fra hjertegarn, rigtigt lækkert at strikke med og er noget jeg har fået forærende på et tidspunkt. De er nok heller ikke så tøsefarvet som moren kan lide og det er heller ikke sikkert at der er nok af den lyseblå/grønne farve. Men jeg strikker løs, i barnevognen er der ingen der ser farven på blusen og kommer jeg til at mangle noget farve må jeg løse det med brug af en anden, men sådan er det vel med rester.

I aften står den på mere strik og Barnaby. Jeg er for anden aften i træk alene hjemme med børnene, så der er dømt nem mad og sofahygge. I morgen skal vi til julemarked i Odense med min søster til hygge imens manden sover længe.

god weekend til jer

onsdag den 7. december 2011

Og vi siger tak

- Tak til børn der ikke kan enes.
- Tak til vejrguden for konstant regn
- Tak til manden der ikke havde hentet brænde så huset var pissekoldt da jeg kom hjem
- Tak til den lille dreng der lige har hugget dåsen med julesmåkager og er i skrivende stund ved at gumle på de sørgelige rester.
- Endnu en tak til manden, der har fast aftale, hver onsdag, om at mandehørme over en traktor sammen med naboerne (vi bor vel på landet)
- Tak til grøden der helt sikkert brænder på lige om lidt fordi jeg sidder med computeren.
- Og endeligt, tak til børnehaven for at sende nissen Nulle med os hjem til i morgen, det bedste er at Nulle skriver dagbog og der skal helt ske noget hvis man læser hans beretninger for de andre dage.

Jeg tror jeg fodre Nulle med grøden, sender den ene dreng med faren, parkerer den anden foran tossekassen med en god film, rører i grøden, henter brændet og bageret nyt læs småkager i weekenden.

Håber jeres onsdag er bedre en min

søndag den 4. december 2011

Pakkekalender

Så blev det min tur til at åbne min pakke i Unikarinas pakkekalender. I den lå disse små søde nisser og juletræer fra hende her, mange tak, jeg ved lige hvor det skal hænge. Det har været spændende at være med når man ikke helt ved hvad man kan forvente.   

Ellers melder dagsudsigten en rolig søndag med besøg fra legekammerater og forhåbenlig færdiggørelse af nogle julegaver. Der bliver hygge, æbleskiver og stearinlys til trods for faren for indeklimaet, det er trods alt kun jul en gang om året.